212
lille Bord. Flasken svajede, men han reddede den. Den Stol var magelig. Alle Møbler var egenlig nye men dog saá de ud, som de havde staaet i Stuen længe. Der var tre Hylder under det lille Bord — aa, det var Albummerne.
Joán tog det ene og slog det op.
Dér var hun igen, paa det allerførste Blad. „Bondekonen“ fra Væggen. Ja. Men dette lille Billede var bedre. Hvor de Øjne herskede i det Ansigt. Men Munden lignede en voldsom Streg over Hagen. Joán vendte Bladet. Det var igen de samme Billeder som paa Væggene. Ja. Og alle Øjnene lignede den Gamles. Men Ansigterne blev smallere, den Hage var ikke nær saa bestemt. Og det var, som Øjnene voksede. Hos den unge Pige var det, som var der slet ikke andet end Øjne. Og Munden, den var blevet fyldig med svajede Læber. Joán slog uvilkaarlig om igen til det første Blad. Hun, den Gamle, havde brændt sine Øjne ned gennem Slægten …
Og, det var sandt, den lille Frøken Formand havde haft det samme Blik før, det Nu, hun stod og saá ud over Stuen.
