206
han uafladelig fingererede ved sit bløde Skjortebryst, der var saa tyndslidt, at man saá hans nøgne Bryst igennem det.
— Men Salen er nydelig, sagde han: hvor Herren skal spille … For den blev jo færdig, før Thomsen gik fra ’et a’ og det er jo osse Salen, som bærer Forretningen.
— Hvordan? sagde Joán, der gned sine Negle med Cream.
— Gud jo, vi har jo saa mange Slags Forsamlinger her paa Egnen, som man si’er, og Foredrag — mens Hr. Jensen talte, førte han Haarvalkene frem og tilbage i smaa Stød som en kælen Ged — det er jo en oplyst Egn og Landboerne er, ved Gud, med, som man si’er … skønt det er for en anden En svært, naar man er anderledes vant til mer ….
— Jeg er jo fra København.
— Og saa er ’et jo enligt paa alle Maader.
— Ja, sagde Joán, der var færdig med Neglene.
— Og man havde jo osse tænkt sig no’et andet, sagde Hr. Jensen:
— Jeg synger jo Tenor og mine Tanker var jo Teatret.