204
og saá paa nogle blaa Fajancekrukker, der pyntede paa de hvide Hylder langs Væggen.
— Hvor? spurgte Hans Haacke igen og atter ud i Luften.
— Her, svarede Joán igen og saá, at Fajancekrukkerne var af Træ.
Hans Haacke sad lidt, før han sagde:
— Indbød de Folk Dem ikke?
— Jo, svarede Joán og saá igen den lille Formandinde for sig som hun var dukket frem der paa Banegaarden:
— Hun var køn.
— Jeg saá hende ikke, sagde Hans Haacke. Joán kom til at le og vidste ikke selv, om det var ved Tanken om den lille Frøkens røde Ansigt eller ad Hans Haacke.
— Nej, Haacke, sagde han: For De sér aldrig no’et.
— Der er heller ingenting at sé, sagde Haacke og sad som før.
Døren gik og Berlineren kom ind for at sige, at der var færdigt:
— For saa vidt, lagde han til.
Joan og Haacke gik ud og paa Trappen mødte de Kellner Jensen, der, ved Hjælp af
