199
videre og igen sagde ingen noget. Men Tjeneren, som kom bagest og som aldrig generede sig, kunde de høre fløjte.
Men pludselig sagde Frøkenen, som fløj det fra hende eller vilde hun give et hemmeligt Puf til nogen:
— Men Kroen er værst.
Den brede Fader vendte Hovedet ganske lidt mod Joán og sagde:
— Det var derfor, vi havde sat et Par Stuer istand ovre hos os saadan ... hvis De og Hr. Haacke vil …
Men Joán sagde og det kom lidt for hastigt:
— Aa Tak. Jeg skal altid hvile mig, inden jeg spiller.
— Det ka’ jeg saa godt forstaa, sagde Faderen i nøje samme Tone som den hele Tid: Jeg vilde osse kun si’e det.
De kom ind i Bygaden, som var lang og opblødt.
— Ja, her er jo ikke brolagt, sagde Hr. Johansen, der havde set ned paa Joáns Kärnthner-Strasse-Støvler.
— Men elektrisk Lys, det har vi, lagde han til.
