153
— Ikke Spor. Han vilde bare ikke mere. Og saa sad han der i femten Aar i en lille By fem Timer fra New York … bare sad der og stod op og gik i Seng blandt Fremmede.
To Folder hårde skaaret sig ned over Joáns Pande som hos den, der voldeligt vil følge en Tanke.
— Men naar han var død, sagde Jean Roy, vilde han føres til Frankrig.
— For vidt kommer man omkring, men paa Père Lachaise vil man s’gu hvile sig ud.
Mme de Stein sagde — med et Stænk af Følsomhed overfor Kirkegaarde —:
— Min Ven, Père Lachaise er det skønneste Sted paa Jorden. Aa, mit Yndlingsmonument er det med den sørgende Genius . . det er en hel Tragedie … en ung Mand — en ung Mand fra Kejserdømmet — den eneste Søn … jeg har hørt, Faderen var Minister. Og en Dag skød han sig — uden Grund, kære Ven — der var ingen som kendte Grunden og han var tre og tyve Aar.
Joán havde drejet sit Hoved i de støttende Hænder:
— Véd De, hvad han hed? sagde han.