145
Ministerens Frue vendte sig, mens hun slap sin Lorgnon, pludselig om mod Fyrstinden og sagde sagte:
— Men véd De, Fyrstinde, af den unge Mand derhenne har jeg ondt.
Fyrstinden havde fulgt hendes Blik og ogsaa hendes Øjne strejfede Joáns Ansigt, mens Fru Benckendorf sagde:
— Han er altsaa fattig?
Prinsessen svarede:
— Aa, paa ingen Maade. Men jeg tror, han bærer Sorg for sin Fader.
Joán havde hørt sit Navn og med en lidt for brat Bevægelse bøjede han sig mod Henry Collyett, der talte med Cellisten, og han spurgte:
— Hvad fortæller Mr. Collyett Dem?
Cellisten, hvis meget lille Ansigt uafladeligt skiftede Farve, sagde:
— Mr. Collyett siger, at han sér alting, Musæer og Ting, naar han rejser. Og jeg ser slet ikke noget …. for man skal jo dog øve sig, ikke sandt?
Joán smilede:
— Henry ser saamæn heller ikke noget. Han øver sig ti Timer og naar han kommer ned
Herman Bang.
10
