Denne side er blevet korrekturlæst
131
— Joán, hvorfor græder du? sagde han: Alt dette skal en Gang lægges øde.
Joan hørte ham ikke. Om dem laa Boulevardernes Lys.
— — —
Joan havde Time med Professor Legat.
Den gamle Mand var sunken sammen i Lytten. Det tunge og graa Haar var faldet ned over hans Overansigt som en Skærm.
Saa løftede han Hovedet, saadan brat som han plejede:
— Du fortæller din Violin saa meget idag, Joán, sagde han.
— Hvorledes, Mester.
— Du betror den saa megen Smerte …
Hr. Legat saá paa ham:
— Men … jeg forstaar ikke rigtig din Smerte.
— Den er saa egen, din Smerte.
Hr. Legat rejste sig:
— Men det er vel, fordi jeg er Franskmand og du er — og han lo lidt — saa fortvivlet som en Ungarer.
9*
