115
Myrer og rørte os ikke. Ti Aartusinderne er lange og vor Dag, den var ikke kommen. Vore Marker tog de Hvide og paa Templernes Tærskler haanede de Asiens langmodige Gud, og vore Skuldre bøjede de under Aag af Jern. Men vi rørte os ikke. Og Løverne jagede de i vore Skove og de udryddede vore Elefanter med Slynger; og deres Blod manede os ikke, skønt de var os hellige. Før Dagen kom.
— Dagen?
Inderen talte hurtigere, besynderligt gurglende, som om han udstødte undertrykte og stønnende Trusler:
— Og I har ikke Øjne til at sé og ikke Øren til at høre. Men Cedrene taler og Broderskabet er samlet om deres Stammer og Millionerne knytter deres oprakte Hænder og løfter de sværgende Arme. Hvorfor jeg maatte? Broderskabet sender os, for at vi kan bestjæle Jer. I stjal vore Riger med blodige Hænder og Markerne stjal I og Jorden. Og Floderne, som vi elskede, maatte stønne under Eders forfængelige Byrder. Nu stjæler vi Eders dryppende Haandværk og Jeres slebne Glas sætter vi for vore
8*
