Side:De uden Fædreland 1906.djvu/127

Denne side er blevet korrekturlæst

113

Inderen vendte sit Ansigt:

— Drog saa langt bort? sagde han:

— Fordi jeg maatte.

— Maatte?

— Ja.

De tav paany, til Joán bøjede sig frem paa Stenbænken:

— Chira, hvorfor taler du aldrig? Du fortæres og brænder op, fordi du ikke taler.

Inderen svarede ham ikke og stirrede kun paa det skummende Vand.

— Til mig kunde du godt tale, hviskede Joán: jeg er mere fremmed end du.

Inderens Øjne vendte sig mod ham, hastigere:

— Ja, sagde han: hvorfor er du en Gul mellem de Hvide?

Joán havde opspærret sine Øjne og pludselig paany halvlukket dem.

— Ja, sagde han: det er jeg. En Gul mellem Hvide.

Den unge Fyrste betragtede Joán, mens han sagde:

— Hvorfor jeg maatte? … Vi gaar ikke. Broderskabet sender os. Der er ingen Plet

Herman Bang.

8