103
hvide, men altfor svære, op i Vejret, sagde han:
— Alle vi fra Gaardene hjemme, vi har nu Bondehænder.
Han laa lidt og pludseligt vendende tilbage til Digterne — Tankerne sprang altid i hans Hjerne, frem og tilbage som Græshopper — sagde han:
— Naa, naar de ikke boer der, saa er ’et nu mest, fordi Kristiania er et skrækkeligt Hul.
— Tøv, du har aldrig været der …
— Nej, Gud ske Lov.
Joán sagde og saa ud i Luften:
— Om Vintren, saa er jo hele Landet hvidt.
Holstein laa lidt og vippede sine strammede og lige Ben. Saa sagde han:
— Ja, hver holder vel mest af sit Land.
— Ja da, sagde Harald i en Tone, som sluttede han Fred.
De tav alle. Harald og Erik laa og stirrede op i Loftet. Skæret fra Avenuens store Træer fyldte Stuen med en grønlig Skumring, hvor kun Flagets Farver lyste, og Ansigterne blev ganske blege.
