101
hvor han faldt ned med et Plump og blev liggende paa sin Ryg:
— De er mig sgu for indviklede.
— Norges Digtere er de største i Verden, sagde Harald og slog sine Hæle mod Sengen, hvor han sad.
— Hm, sagde Holstein, der laa ret ud: Vi Danske, Joán, skræpper nu ikke saa højt …
Hidsigt, halvt af den ubevidste Jalousi, de alle følte i deres Forhold til Joán, raabte Harald:
— Joán er ikke dansk.
— Hans Mo’er var ’et da, svarte Holstein.
— Man har ikke et halvt Fædreland, sagde Harald og lagde sig paa Sengen ligesom Holstein.
Joán havde ikke talt og ikke rørt sig — der ved Fodenden af Haralds Seng, hvor han sad, mens Skæret fra den fremmede Flagdug faldt over hans Ansigt som en dunkel Rødme.
Saa sagde han, som havde han ikke hørt, hvad der sidst var blevet talt:
— Men hvorfor lever de ikke i deres Fædreland?
— Hvem? sagde Harald.
