Denne side er blevet korrekturlæst
92
som det blev dobbelt saa stort. Da hans Mo’er levede, laa der smaa, visne Kranse i alle Skuffer, smaa visne Kranse mellem hendes Klæder . . Hun græd saa tit, naar hun sad under Møllevingerne og saa efter Tømmerflaaderne — Flaaderne, naar de drev med Floden …
Døren gik saa sagte.
Det var Ane.
Hun listede, paa Sokker, ind ad den halvaabne Dør, frem over Gulvet.
Men Joán — og han vidste ikke selv, hvorfor han gjorde det — havde lukket sine Øjne.
Han hørte hende gaa tilbage over Gulvet, og han aabnede sine Øjenlaag.
Ane havde sat sig ned, ned paa Gulvet med Ryggen til Chatollet. Med de sammenfaldne Skuldre, ubevægelig, lige i Maaneskæret — lignede hun et søndret Ler.
