Side:De nyeste Kunstretninger og smitsomme Sindslidelser.djvu/42

Denne side er valideret


Expressionismen!« En tredje og delvis ny Theori, der dog på visse Punkter nærmer sig Utitz's.

Når vi vil tyde, Expressionismens sære Sprog og Fagter, kommer vi foreløbigt neppe længere end til at sige: Den er kommet op som en Reaktion mod det nittende Aarhundredes naturalistiske Retninger, som et Udslag af den Idealtræthed, der er en af de mægtiste og hyppigste Drivfjedre i Verdensudviklingen på alle Områder. Den betegner en Flugt bort fra Naturen, fra Naturligheden (»von dem Vorurtheil des natürlichen») — fra Virkeligheden. Den er en Virkelighedsflugt, gjennemført under Medvirkning af hele den glimrende og uimodståelige Reklamekunst, som det moderne Forretningsliv har skabt, en Flugt i så jagende en Hast og med så ubehersket en Voldsomhed, at den er havnet langt ude i noget, som vi med den berømte svenske Sindssygelæges fint afvejede Ord om Expressionismen kan kalde: »noget der står den pathologiske Opløsning uendeligt nær«. Men denne pathologiske Opløsning af Psychen er desuden af smitsom Art; den smitter per sympathiam ligesom Flagellanternes Vanvid og den hellige Veits Dans, — derfor den epidemiske Udbredning over alle Lande.

Måtte der snart voxe en ny Slægt af Kunstnere op til dens Bekæmpelse. Sker det ikke, må vi søge vor Trøst i den Kendsgjerning, at den mest ondartede Farsot altid får en Ende, selv om Lægerne ikke véd deres levende Råd, imod den.

Tre vejledende Hypotheser er opstillede til Forklaring af Expressionismens Tegn og underlige Gjerninger: Sygdomshypothesen, Svindelhypothesen og Forspringshypothesen, — den der betragter det fremmedartede og for mange uforståelige i Kunstværkerne som Udslag af, at de unge Kunstnere er så langt forud for Publikum, at dette først må vænnes til det nye, som Expressionismen har bragt, men at det om nogle