Side:De nyeste Kunstretninger og smitsomme Sindslidelser.djvu/41

Denne side er valideret


menneske«. — Ikke sandt? De kjender Tiden og Stedet! Det er just det samme Sceneri, som Grünewald så malende skildrer os! Kun var det efter hans Mening Expressionismen, der med Nødvendighed voxede frem af denne Jord — efter Utitz's Mening er det just dens Antipode Impressionismen, som fik Væxt gjennem dette Storstadsliv; medens den nu fremtrængende Expressionisme bunder i det modsatte Tidsbillede, som de sidste Aar har set opstå: Man flygter nu just fra Storstad til »Haveby«, hvor man »hilses af Skov og Mark« og finder »Ro, Samling, Fred« i Hjemmet; samtidigt har Videnskaben skiftet Form, Materialismen har mistet Tilhængere; den ringeagtede Philosophi er »vågnet op til nyt Liv,« medens »Occultisme og Spiritisme blomstrer i dens Randzone«; Bergson begejstrer Pariserne med sin Intuitionslære, og den idealistiske Eucken får Nobelprisen! Alle disse sociale og philosophiske Forhold er sammen med de unge expressionistiske Kunstneres Arbejde Udslag af »en fælles Livsfølelse, en almindelig Tidsvilje.«

Så dyb en Kløft er der mellem de Lærde, når de drøfter Expressionismens Aarsagsforhold!

Og der kommer ikke mere Klarhed i Sagen, når man søger Hjælp hos Bahr, der har forfattet en af forloren Aandrighed struttende Bog betitlet Der Expressionismus. Han tyder denne som et Kunstens Nødråb, efter at Impressionismen havde sejret. Thi hvad er Impressionismen? Han svarer: »Impressionismen er jo kun den klassiske Kunsts sidste Ord«. »Impressionismen, det er Menneskets Frafald fra Aanden; Impressionist, det er det til Yderverdenens Grammofon fornedrede Menneske«. Under disse Forhold skriger »der entseelte, versunkene, begrabene Mensch efter sin Sjæl! — og Kunsten skriger med,.. den skriger om Hjælp, den skriger efter Aanden: Det er