har udgivet om Kunstens »Begyndelser«, og går ud på at fremhæve Modsætningen mellem den ældste Stenalders naturalistiske Jægerkunst og den senere Stenalders ornamentale Anvendelse af Dyre- og Menneskeformer, en Kunst som, han døber den ideoplastiske. Ligesom Nutidens Expressionister »vender denne Kunst sig,« efter hans Sigende, »bort fra Natursandheden« og søger at give os »vedkommende Dyrearts abstraherede Begreb«. Men hvad enten vi nu på ganske absurd Vis tager den gamle naive palæolithiske Jægers naturalistiske Dyrebilleder til Indtægt for Expressionismen, eller vi først læser denne ud af den neolithiske »theoretiserende« Kunstners Ornamenter — i begge Tilfælde svækkes Rimeligheden af den Påstand, at Expressionismen er et nyt Sprog — et Nutids-Sprog, som blev lagt Kunstneren på Læben af det jagende, nervepirrende Liv i den af moderne Elektroteknik prægede Storstad. Der var hverken ved Altamira eller ved Dordogne i hine fjærne Tider Lysreklamer og elektriske Sporvogne; måske end ikke Tango; og Dagene var den Gang — ligesom forøvrigt endnu mange Aar senere — lange nok til, at Kunstnerne kunde »fordybe sig i Detaljer«.
Men denne Opfattelse deles heller ikke af Alle. »Umgekehrt ist auch was werth« synes den tydske Æsthetiker Emil Utitz at mene. I sin klart, værdigt og letfatteligt skrevne Bog Die Grundlagen der jüngsten Kunstbewegung spørger han: Hvorfor er Impressionismen allerede nu Kunsten fra igår? og han tror, at der kun er én Mening om Aarsagerne til den impressionistiske Kunst's Opståen; den skyldes »Storstaden« med »den nye Borger«, »Storstadsmennesket« — endvidere »Teknikens og Naturvidenskabens skingrende Sejerstog,« der »gik ganske parallelt med den impressionistiske Bane«; den stigende Trafik, »den hurtigere, mere jagende Livsrhythme« »det sønderrevne Nerve-
