hans hele Produktion, er det ganske umuligt at finde nogen Analogi mellem disse raphaëliske Synder og de dysmorphistiske Bestræbelser, der fik Udtryk på Efteraarsudstillingen.
Ganske det samme gjælder om el Greco, hvis Arbejder jeg desværre kun kjender gjennem Reproduktioner; dog er Forholdet for Greco's Vedkommende et noget andet end for Raphael's. Dels skal man efter Aar 1600 på hans Malerier forholdsvis hyppigt finde fortegnede Hoveder, dels har han jo en påfaldende Tilbøjelighed til at male de ovennævnte lange Kroppe med små Hoveder. Men det har sandeligt også givet mange Undersøgere nok at bestille! Kunsthistorikere og Øjenlæger, Psykiatre og Theologer har kappedes om at tyde denne anatomiske Uregelmæssighed. Jeg er ikke bevandret i den store Greco-Litteratur, men i de få Arbejder, jeg har læst om den spanske Mester, har jeg fundet ikke mindre end fire Tydninger — og så skal der ovenikjøbet findes mindst endnu én i Deutsche optische Wochenschrift for 1917, som ikke har været mig tilgængeligt. Nogle mener, at dette Forhold skyldes Astigmatisme, en Bygningsfejl i Øjet, som gjør det umuligt at få et skarpt Billede samtidigt af en lodret og en vandret Streg. Efter min Mening lader det sig absolut ikke gjøre at forklare den nævnte Greco'ske Malemåde af en sådan abnorm, Hornhindeform, og det er også den almindelige Mening blandt Ophthalmologerne. — En Kunsthistoriker skriver: På Greco's Tid var der — væsentligt på Grund af Fordom — ikke Lejlighed til at tegne efter nøgen Model! han måtte ligesom Tintoretto nøjes med at modellere Småfigurer i Ler og Vox og tegne efter dem; deraf hans mange Fejltegninger. Det klinger mig såre urimeligt, bl. a. også når man betænker, at Fejlene, som det altid angives, navnlig træder frem i hans seneste Arbejder.
