Arbejder, kommer kun på et enkelt Punkt ind på et dysmorphistisk Forhold: Udeladelsen af Ansigtstrækkene på Marokkanerne i Henri Matisse's »Café maure«. Denne »Forenkling« af Marokkanernes Ansigter, der unægteligt opnås ved den fuldkomne Forbigåelse af Ansigtstrækkene, foretog Matisse efter egen Angivelse, fordi sådanne »uvæsentlige Detaljer« forstyrrede det Præg af kontemplativ Ro, som han ønskede skulde være Billedets altbeherskende Stemning. »Je cherche le calme«, siger han.
Her er altså en virkelig Begrundelse; den forekommer mig underlig, og navnlig synes Fremgangsmåden mig uhensigtsmæssig; thi på mange vil Ansigtsløsheden virke gådefuldt og derfor forstyrrende, når det ikke samtidigt udtrykkeligt forklares, at det just er, for at Beskuerens »calme« ikke skal forstyrres, at så »uvæsentlige Detaljer« som Næse, Mund og Øjne er udeladte på Ansigterne. En analog Forklaring af Udeladelser møder man atter og atter, når man udspørger expressionistiske Kunstnere og Kunstvenner: Dette eller hint er udeladt, fordi det »ikke har interesseret« Kunstneren, eller fordi han »fandt det uvæsenligt«. I selve Princippet er her jo ikke noget overraskende: Svækkelse og Udeladelse på den ene Side, Fremhæven og Overdrivelse på den anden har vistnok, sålænge der har været Kunst til, i stor Udstrækning været benyttet med Held; bevidst
