Den støttes af Apollinaire med følgende Ord: »Man har fortalt om en italiensk Maler, som malede med Exkrementer; under den franske Revolution var der en, som malede med Blod. Man kan male med, hvad man har Lyst til, med Piber, med Frimærker, med Postkort eller Spillekort, med Kandelabrer, med Voxdugsstykker, med Flipper, med Tapetpapir, med Aviser«. Det synes mig, at Apollinaire her sammenblander to helt forskjellige Ting. Han har utvivlsomt Ret i, at det vilde være filistrøst at tage Anstød af, at denne eller hin Kunstner foretrækker Exkrementer og Blod for Olie- og Vandfarve; en stor Kunstner vilde sikkert kunne frembringe Mesterværker i brunt og rødt med disse to usædvanlige Ingredienser. Derimod hører efter min Mening Forslaget om at »male« med Flipper, Kandelabrer og Frimærker helt andetsteds hen. Det er en virkelig Nydannelse indenfor de skjønne Kunster; men den spiller endnu så ringe en Rolle, at man foreløbigt kan nøjes med kun at tage sig den ad notam som et Bidrag til Belysning af Expressionisternes Tankegang og Smag.
Spørger man nu Skolens Kunstnere, Kunstkritikere
og Æsthetikere hvad Meningen er med denne
systematiske Forvrængning, af Alt og Alle på Lærredet og
i Leret, så får sman aldrig Svar eller rettere, — man
får altid et Svar, som lader Dysmorphismen uforklaret;
Alle som En går de uden om dette vanskelige Punkt.
Selv Isaac Grünewald, der i sin lille Bog »den nya
renässansen inom konsten« virkeligt søger at vejlede
Læseren til Forståelse af en Række expressionistiske
