Side:De nyeste Kunstretninger og smitsomme Sindslidelser.djvu/17

Denne side er valideret


som Expressionisterne resolut tager Konsekvenserne af dette Standpunkt og f. Ex. anbefaler dem, der vil opdrage Publikum til at forstå det centrale i Malere kunsten at hænge Maleriet på Hovedet; man kan da mere uforstyrret af Kunstværkets Emne fæste Opmærksomheden på Skjønheden af en bemalet Flade. Den stakkels Beskuer, der vover at ville se andet i Billedet end en Farvesammenstilling, bliver i Tidskriftet »Flamman« ligefrem forhånet i følgende Ord. »Når dette er besørget, kan han hænge Maleriet rigtigt op igjen gå over til letfatteligere Sager. Forestiller Maleriet f. Ex. en Pariserboulevard; er der intet til Hinder for, at han en passant anbefaler en vis Restaurant, Rødvin, og lange Franskbrød«. Og denne svenske Forhånelse kan suppleres med en tydsk om samme Emne. Walden skriver i sin: »Einblick in Kunst«: »Kunstkritikeren meddeler sine Læsere; at den nedgående Sol befinder sig foroven til Venstre [på Maleriet]; Jeg vender Billedet om, og Solen står op forneden tilhøjre; »Egeskoven eller Pinielunden står nu på Hovedet«, bemærker Kunstkritikeren videnskabelig. Men hvem indestår Læseren for, at Kritikeren ikke stod paa Hovedet, da Solen gik ned foroven til venstre«.

Spot og Skade følges i Sandhed ad for den, der indlader sig med disse højmoderne Æsthetikere!

Den psykologiske Forklaring af denne kubistiske Taktik ligger iøvrigt lige for Hånden: Expressionisterne har forset sig på »Farvesymphonierne«, der ofte — ingenlunde altid — virker lige skjønt, hvorledes man end orienterer dem på Væggen.

Med Dysmorphisternes fuldkomne Ligegyldighed for Form og Størrelsesforhold hænger det sammen, at det er strængt forbudt at spørge om og beskæftige sig med, hvad et Maleri »forestiller« eller »betyder«. »Jeg vil«, skriver Fernand Leger, »såvidt muligt søge at besvare, et af de Spørgsmål, der oftest stilles overfor de