PETER NANSEN
heder står „Guds fred“ efter min opfatning ikke på højde med „Julies dagbog“ og „Maria“.
Derimod er den følgende bog „Judiths ægteskabet“ meget interessant arbeide. Skildringen af de to mennesker, Judith og Paul, der glæder sig en stund sammen for senere at gjøre det trist og ondt for hinanden, indeholder en række fine og oplysende træk; ikke mindst udmerket er den måde, hvorpå forfatteren viser, hvordan krisen forlænges, den endelige afgjørelse skydes ud gjennem små lykkelige afbrydelser af den hverdagslige uhygge, korte solglimt i gråveiret, hastige stemninger af medfølelse, gammel opvågnende sympati, sensuel beruselse; kanske især det sidste. Nansen illustrerer os denne følelsens dødskamp på en naturlig, overbevisende måde. Og han antyder smukt og varlig, hvorledes følelsen vel egentlig kun er død hos den ene, hos ham, den kloge og selvgode herre, hvis velvære er blit altfor krast forstyrret af fruens små forseelser, af pengesorger og andre vanskeligheder. Hun holder i virkeligheden endnu af ham, og det falder hende langt hårdere at opgi hjemmet, men da hun først har indseet det håbløse i kampen, er hun for stolt og hæderlig til ikke at gjengi ham friheden. Netop stolt og hæderlig er hun, denne uregelmæssige unge kvinde, som bedrager sin mand i så mange småting, som da de forlover sig ikke er fri for at medvirke ved en høist ulovlig intrige, og som senere fører ham slemt bag lyset i pengeaffærer. Alt dette er for hende ligesom biting; hun foretar disse tvilsomme manøvrer uden at gjøre sig klart sit ansvar, for det væsentlige er jo, at hun elsker ham, at hun her, i sin varme myge kjærlighed, i sin næsten barnlig glade be-
— 87 —
