PETER NANSEN
I Nansens senere verker, i „Julies dagbog“, „Maria“, „Guds fred“ og „Judiths ægteskab“ har to elementer i hans begavelse, hans varme lyriske åre og den gratiøse ironi, hvori han har omsat sin menneskekundskab, indgået en virkningsfuld forbindelse. Snart kommer der en øm og myg klang i hans stemme, en varm glans over ordene, snart går der et klogt og underfundigt, eggende smil over forfatterens ansigt. Men grundstemningen er gjennemgående alvorligere end i „Et hjem“.
„Maria, en bog om kjærlighed“ gjenkalder i ikke ringe grad det 18de århundredes elegante hyrdepoesi. Den har denne ubestemmelige blanding af frivolitet og sentimentalitet, som udmerkede hin digtning, den har den samme ynde som de bedste af den tids verker, den har ovenikjøbet en lignende skyldfrihed eller mangel på skyldbevidsthed i selve letsindigheden. Men denne skyldfrihed var hos det forrige århundres forfattere mere naiv, mens den hos Nansen er reflekteret.
Der er efter min mening et rigere indhold i „Julies dagbog“, som forøvrigt rummer de fleste elementer til „Maria“, men Nansens stilkunst i „Maria“ er mere fuldendt end nogensinde. Maria er iøvrigt nær beslegtet med Julie, men hun er fra begyndelsen mere udviklet, modigere og heldigere. Det er Julie på et lidt senere stadium, en Julie, der ikke resignerer, ikke lægger op i den borgerlige havn, fordi hun har gjort et sådant indtryk på sin elsker, at han tilsidst ikke kan la være at gifte sig med hende, så store hans betænkeligheder er ved ægteskabet overhovedet. „Jeg“ i Maria er utvilsomt en nær pårørende af skuespilleren i „Julies dagbog“, men han frem-
— 85 —
