PETER NANSEN
Formelt er det hans gratie, hans evne til at gi menneskelivets sorg og glæde, lykke og lidelse, krav og skuffelse et udtryk, der vistnok oftest er ægte, rummende det væsentlige, det inderste i disse følelser, men dog tillige virker afdæmpet, med et mildt forsonligt skjær. Han elsker en bestemt skjønhedslinje, som han ikke gjerne overskrider. De sterkeste, mest lidenskabelige, mest brutale udslag af menneskets kamp med livet — de hører ikke hjemme i hans digtning. Han går forbi den store smerte. På samme tid: det, som rå, ufine eller fordærvede mennesker tilsmudser eller andre, der ikke er rå, men har en forkjærlighed for det drastiske, gjerne omgir med en atmosfære af kynisme, — det søger Nansen at fremstille i billeder, der er lige så smukke som de er tydelige. Han kan fortælle om alle en elskovsnats hemmeligheder uden et øieblik at støde an. Hans behændighed leker med ilden. Han sier de dristigste ting med et sikkert smil, som afvæbner. Der gives selskabsmænd, hvis taktfølelse er udviklet til en sådan fuldkommenhed, at de kan tillade sig snart sagt alt. Peter Nansen minder om disse. Det er hans styrke, det er også det, hvori enkelte vil finde hans svaghed. Der er dem, som mener, at den selskabelige taktfølelse i kunsten altid vil virke uheldig. De forlanger, at der i denne skal tales uden omsvøb, jo kraftigere og nøgnere, desto bedre. De irriteres over det lekende, selskabelig smidige, den formelle ynde, der præger Nansens kunst. Ligeoverfor „Julies dagbog“ forekommer deres kritik mig at være uberettiget. En digter er den eneste til at bestemme sin form, — det gjælder kun, at denne form er én og hel, det kunstneriske udtryk for
— 82 —
