PETER NANSEN
Julie meddeler os straks i begyndelsen af dagbogen, at hun er betænkt på at gifte sig, med sin barndomsven Erik, en brav arkitekt, der for tiden er i udlandet. Hun ved endnu ikke, hvad kjærlighed er, hun ved bare, at det ikke er den, som driver hende mod Erik. Men han er den eneste redningsplanke, hun øiner, hun vil ud af hjemmet, og hun holder af sin gamle ven, som hun ved vil bli god mod hende. Og når han nu kommer hjem og frir — for det ved hun, han vil gjøre — så agter hun at slå til. Hele hendes snusfornuftige ungpigeræsonnement er muntert og træffende belyst.
Samtidig ser hun sig om med vidtåbne og nysgjerrige øine. Hun ved jo lidt besked — på afstand — den unge kjøbenhavnerinde. En stor by virker hurtig udviklende. Ligeoverfor hendes hjem — på en anden side gaden — bor der en ung mand, hvis sikkert lidt uregelmæssige liv i høi grad spænder hendes opmerksomhed i hendes mange ledige timer. Der kommer ikke få damer til ham, — og særlig er der en, som har interesseret hende. Af spredte træk kombinerer hun den roman, som her foregår. Hun bivåner en kvindelig seir og et kvindeligt nederlag. Hun lever med i begge, de fylder hende med dyb eftertanke.
I teatret har hun en aften havt et glimt af en feiret skuespiller, der spiller en birolle i et stykke ved navn „Suleima“, en ung mørkhåret scheik, der bortfører heltinden. Den unge scheik vækker poetiske forestillinger hos Julie. Hun kan ikke glemme hans mørke øine. Hun er så elskværdig mod sin bror, at gutten er rørt og forbauset.
Imidlertid kommer hendes eventuelle forlovede
— 78 —
