HERMAN BANG
vanskelige overgange med en merkelig intensitet. Han følger dem med forkjærlighed gennem deres nervekriser, man fristes undertiden til at tro, at han en gang, i en tidligere tilværelse, har været kvinde.
Den sommer i krigens tid, da de tyske officerer inkvarteredes på Thorsholm, blir skjebnesvanger for Ellen. Disse fremmede, fiendtlige menneskers liv må uundgåelig beskjæftige hendes fantasi, ensom som hun går der. Tilfældig kommer hun til at gjøre bekjendtskab med en af de tyske herrer, grev v. Schönaich, og de mødes herefter i daglig, hans smukke fremtræden og kloge tale holder hende fast, hun kan ikke længer se den fremmede, fienden, i ham. Der spirer noget i hendes sind, hun selv ikke ved om. Skildringen af disse sommernætter på Thorsholm, hvor Ellens unge kjærlighed gror, hører til det smukkeste, Bang har git.
Men Ellen skulde ikke troet på sin ven. Der er en afgjørende hindring. Han er gift.
Efter dette slag er hun som forstenet. Hun har ingen kjærlighed mere for nogen, så mange som der beder om den. Hun går i lange tider træt og ligegyldig. „Men undertiden kunde hun også reise sig fortvivlet: da græd hun timelang afsindige og meningsløse tårer, og magtesløs truede hun ad sine dages tågehær.“ Der er en ung prest, som elsker hende, og hun har vanskelig for at undvære hans kjærlighed, men hun har intet at gi ham. Den, hun skulde ægte uden kjærlighed, måtte være hende ganske ligegyldig. Efter sin bedstefars død er hun blit mere end rig, hun kan leve det liv, hun lyster. I de fornemme fremmedkredse i Paris træffer hun Schön-
— 63 —
