HERMAN BANG
vandrer igjen som romantiske spøgelser i så mange af hans bøger, og han styrter sig dog ud i den sterkeste tummel på storbyens gader. Han er fuld af ensomhedslængsel og af trang til mange stemmer og sterkt lys. Han jager febrilsk efter et blivende sted.
Efter „Håbløse slegter“ kom „Fædra“, og efter denne bog en lang række af merkelige arbeider, hvoraf man kunde nævne „Præster“ (1883), „Ellen Urne“, skuespil (1885), „Excentriske noveller“ (1885), „Stille eksistenser“ (1886), „Stuk“ (1888), „Tine“ (1889), „Ti år“ (1891), „To sørgespil: Brødre — Når kjærlighed dør“ (1891), „Teatret“ (1892), „De fire djævle“ (1895), „Ludvigsbakke“ (1896), „Ved vejen“ (1898), „Det hvide hus“ (1898), „Udvalgte fortællinger“ (1899), „Liv og død“ (1899), „Ravnene“ (1902).
I „Fædra“ følte man først, hvilken magt Herman Bangs talent virkelig eiede. Han har som digter en særegen interesse og en særlig gave. Han elsker at følge en stor følelses udvikling, som efter dens ydre og indre vilkår blir til menneskets egen fordærv, en følelse, der magtstjæler og dræber. Det er den sjælelige tragedie, der fremfor alt interesserer ham.
„Fædra“ begynder med en redegjørelse for heltindens afstamning, som er for bred, men som just dengang gjerne krævedes af naturalisterne. Man skulde kjende slegten, for individet var jo mere eller mindre slegtsbestemt. Efter hvert som beretningen samler sig om Ellen, blir man mere og mere fængslet. Skildringen af Ellens barndom og ungdom har ypperlige partier. Herman Bang har en dybere forståelse af kvindeligt følelsesliv end de fleste digtere. Han lever sig ind i de
— 62 —
