EDVARD BRANDES
sentimental, der er en bevidst og fordomsfri mandighed over alt, han har frembragt. Men han har levet sig med stor intensitet ind i de menneskers følelse og tankesæt, som han skildrer, han gjør det med en lykkelig vilje til at forstå, forklare, vække gjenklang hos læserne. I det nævnte stykke, „Under loven“, har han git et så livfuldt og sandt billede af de menneskesjæle, han har studeret, man kjender dem, således som man kjender mennesker af ens nærmeste omgang. Det rent ydre, det menneskelige kjød, virker undertiden lidt skyggeagtigt i Edv. Brandes’ skuespil, til trods for, at han gir det kjødelige den magt, det har, til trods for, at han i sine sjælelige undersøgelser ikke glemmer det fysiske. Han har ikke i særlig grad evnen til med ét slag at stille et menneske hen for vore øine. Man har derfor ofte fremhævet, at hans kritiske begavelse har overvægten ligeoverfor hans digteriske.
Betegnelsen er her efter min mening uvæsentlig. Den mand, der som Edvard Brandes kan bringe os til at følge, hvad der fra øieblik til øjeblik sker i Helene Bordings indre, hvorledes dette menneske i disse livskår just erblit den hun er, hvorledes der langsomt gror en ny følelse i en sjæl, som skjebnen har lagt bitterlig øde, som den har dækket med et tørt lag af tvil og mismod og bitre erfaringer, — hvorledes denne vågnende følelse er frygtsom og sart modtagelig for lys og skygge, hvorledes omgivelserne, det selskab, Helene tilhører, dets konveniens, arten af dets dannelse, skeptisk og formel, med mere hjerne og smag end blodets fribårenhed, indvirker fra dag til dag, — hvorledes endelig hendes følelse blusser op i en mægtig solskinstrang for
— 49 —
