HOLGER DRACHMANN
første gang i verden gryets rene, stærke, kølige luft. Han ligesom kunde ikke bekvemme sig til at tage de to, tre trin ned — holdt i hånden en nøgle, som han mekanisk gemte uden at gøre brug af den — steg ned, så’ op imod huset, bevægede læberne som under bøn — hørte den besvaret af en fugls svage stemme — følte tårer ifærd med at dugge de øine, som han ikke fæstede nogetsteds … og hastede hen ad havegangen til lågen, som faldt i bag efter ham, medens han med elastiske, korte, faste skridt skyndte sig til den første omdrejning af veien ind mod byen — og var borte uden at se sig tilbage.“
I det følgende maler så Drachmann modsætningen, Gerhards tvillingbror, Ulf, den sorgfulde:
„Ved den modsatte drejning af sidevejen stod en høi foroverbøiet skikkelse, ubevægelig, hovedet ludende lidt frem, hænderne knyttede bag på ryggen. I det blege magre ansigt fulgte et par udhvælvede øjne, blodskudte, anstrengt stirrende gennem det svage morgengry, bevægelsen af lågen og af den borilende.
Skikkelsen stod således en stund, knejsede pludseligt, slog ud med den knyttede hånd, truede — syntes at svingle — rettede sig og gik med varsomme skridt hen til lågen, igennem den og ned ad havegangen — op til gavldøren, hvis greb han sitrende omfattede. Et øjebliks spænding … døren var ikke låset; — et glimt som af triumf i de udhvælvede øjne — en dyb rødmen over de gulblege kinder …. og lydløs, omklamrende gelænderet, steg Ulf Brynjulfsen opad husets indre trappe til Ediths entrédør. Han ringede et sagte slag — endnu et — lyttede; ingen lyd indefra; ingen stemme; Ulf hviskede sit navn og slog
— 44 —
