Side:Danske digtere 1904.djvu/53

Denne side er blevet korrekturlæst

HOLGER DRACHMANN


nyttes her som symbolet. Disse penge, som han har så vanskeligt for at få betalt, de er ensbetydende med hele hans afhængighed af den kreds, de skikke og forestillinger, det liv, han har forladt.

— — Gerhard og Ulf er et dobbeltmenneske, digteren indrømmer det, ligesom smilende, de er begge af Drachmanns kjød og blod. Men selv om de går sammen i sin inderste sympati, sin dybeste stræben, selv om deres længsel og deres skuffelse tilsidst er fælles, så skiller de sig kjendelig ud, digteren har både formået at gjøre dem ydre levende og at vise deres særegne åndelige struktur.

Ulf er det kvindelige hos Drachmann, det bløde, det svaiende. Ulf er i al sin livslyst lidende: en idealist, en sværmer, der gir sig selv de utallige blottelser. Det er også sådan, Gerhard husker ham, da han ser sig vred på det selskab, der er samlet hos Ulfs far, etatsråd og teaterchef Brynjulfsen, han ser alt det hos disse mennesker, som har såret Ulf, — „dem allesammen syntes Ulf at pege på, mens hans blege aflange ansigt udtrykte hvad han led — hvad der havde drevet ham fra dette hjem, hvor blomsten af byrd, autoritet, smag og intelligens var samlet.“ Ulf, den sårbare, gode Ulf, kjærlighedssangeren, der hos kvinderne kun finder medfølelse eller smil og hos verden forøvrigt brutal uforståenhed, sier selv, da han ligger der brudt, syg, ventende, at døden snart skal komme: „Jeg er træt, ebben løber ud. Jeg er født på den gale side af århundredet. Jeg skulde heller have ventet til ind i næste trækning. Nu består jeg af sentimentale brokker —“


— 41 —