HOLGER DRACHMANN
svaghed og usandhed, det „glimmer“, han just har forladt, må han ikke et øjeblik vende tilbage til.
Og dog sker det, at Gerhard svigter — éngang idetmindste svigter han.
— Der er i Gerhards sjæl i rigeste mål udviklet den brogede vegetation, der er så karakteristisk for det moderne menneskes indre, en stor uro af modsigende begjæringer. Der er øieblikke, hvor Gerhard længes efter at kunne se og føle som de gamle flanderske malere, „hans tidligere gode venner blandt nederlænderne“, der vilde lét til hans nervøse reflektioner og talt sålunde: „Sæt kruset for munden — elsk din kone — mal hende — bank hende … mal bare godt og lad fiolen sørge.“ Og der er øieblikke, hvor man aner, at der bor noget af en sådan gammel flandersk kunstner i Gerhard. Uden at Drachmann rigtig vil fastslå det. Det er dette, der har draget Gerhard mod Annette, den sterke sanselige åre i hans personlighed, det røde blod, som undertiden skyller varmt igennem ham og drukner hans kloge tanker og sarte længsler. Det er dette, som tar ham den aften, han ved en halvoffentlig fest møder sin smukke og dristige hustru og bortfører hende i høj grad med hendes vilje. Næste dag er det røde blods rus gået over, og den måde, hvorpå reaktionen kommer hos Gerhard, er ikke videre tiltalende. Men den er naturlig den også, det er under denne reaktion man især gjør sig rede for en anden side af ens væsen, som Gerhard gir dette udtryk: „Vi er moderne naturer, ønsker og trænger til fin forståelse; har vi sat det kropstærke brutale humor til — har vi tabt baade i livsmod og i skil-
— 38 —
