HOLGER DRACHMANN
angst, fortvilelse. Hele den oprørte afskedsstemning går i forbund med hans lidenskabelige længsel efter Edith. Den sterke mand gir sig tilsidst over. Han gjennemgår et af de øieblikke, hvor mennesket står uvis på tærskelen til den evige nat. Summen af dets tvil og lede holder på at vokse dets livstrang over hovedet, der er ikke længer den fornødne spænstighed i dets vilje til livet. En liden tilfældighed kan være afgjørende.
Edith redder ham. Da han midt på natten ringer på ude i hendes havehus, og hun ser hans forstyrrede træk gjennem vinduet, lukker hun ham rolig ind. Hun forstår, at der er noget alvorligt på færde. Venlig og stille søger hun at bringe ham til at fatte sig. Og han gir sin smerte luft: sin tvil og sin kjærlighed, sin mistro til menneskene og til hende, sin lidenskabelige længsel mod ét holdepunkt, ét menneske at tro på, og det menneske er hende.
Eftersom han beroliges, vågner den bundne sorg hos hende; al hendes sårede stolhed vender sig mod den mand, der har trængt sig ind til hende og fordret, at hun, der intet skylder ham, skal aflægge ham regnskab.
Men saa ægte virker de ord, han gir til sit forsvar, saa lidenskabelig følt er den redegjørelse, han møder hende med, at hun lader sig overbevise.
Fra denne nat blir Edith den lyse magt i Gerhards liv. Hendes skikkelse sammenvæves med hans tro på livet. Og hendes øjne følger ham manende, de gir ham mod, nu da han står alene og fattig og „skal tjene sig op gennem de meniges rækker,“ men de lar ham ogsaa føle, at han ikke tør svigte sin sag, at den tilværelse af
— 37 —
