HOLGER DRACHMANN
kjører „ligemeget hvorhen — til Roskilde — for at begraves i domkirken.“ Eller hin anden lyse nat, da Gerhard beruset af nattens farlige trolddom hjemfører Annette, — til et egteskab, der kun volder dem begge fortræd.
Denne sommernatsstemningernes bog er tillige en social roman, et opgjør, en undersøgelse af det moderne menneskes sociale tragikomedie. Gerhard gjør op med det selskab, hvor han hører hjemme, og med sin hustru, hans hjems legitime herskerinde, for at kunne ånde frit og følge sit hjertes mening. Det er på flugten fra dette selskab, han træffer Ediths beskytter, grosserer Halvvig, hvis ord kaster nyt lys over Ediths liv og karakter. Denne samtale, der sætter Gerhards sjæl i et vældigt oprør, blir afgjørende for hans holdning.
Der borer sig endnu dybe tvil i hans længsel efter Edith. Giften fra det samfund, han har villet bryde med, først i sin lidt tilfældige, ophidsede bordtale, siden da han forlod sit hjem, sidder ham dog i blodet. Han ræsonnerer, som dette samfunds mænd efterhånden har lært at ræsonnere. Hun lyver dog vist, Edith. „Alle kvinder er født komedianter, bedragere. Vi har gennem årtusinders tyranni og nedværdigelse tvunget dem til at blive det; når de er ærlige, bekræfter de selv, at de bedrager os.“ “Du går forbi det hjem, du selv har skabt dig, og hvor der bor en kurtisane.… hen til et andet hjem, hvor der bor en anden kurtisane! Kun hårfarven — og smilet er forskjelligt.“
„Min overbevisning er mine erfaringer.“ Og nu sætter hans erfaringer det ene spørgsmåltegn efter det andet. Hans tvil jager ham, den blir
— 36 —
