HOLGER DRACHMANN
intimest imøde, i romanen „Forskrevet“. Der er i denne bog nedlagt en rigdom af stemninger og tanker, af drømt og oplevet, af „Dichtung und Wahrheit“, som gjør den til et midtpunkt i hans produktion, til et af de verker, hvortil man atter og atter vender tilbage.
Det er Drachmanns eget digterliv, som bølger i „Forskrevet“, hos begge bogens mandlige hovedpersoner, Ulf Brynjulfsen, den rastløse sanger, som lever så dybt og voldsomt i sine stemninger, og dog ikke kan komme rigtig i kast med livet, kvindens og kjærlighedens sanger, som ikke kan vinde kvinden for sig selv, og Henrik Gerhard, fuld af skjønhedslængsel han også, af had til det „flade, løgnagtige“ samfund, han lever i, men mere en mand, en kraftigere, mere kampdygtig type, med evne til at tvinge livet.
I en af bogens første scener tegnes Ulf Brynjulfsens skikkelse, hans nervøse abrupte måde at tale på, hans springende tankegang, hans brå indfald, han dirrer af uro, det er som om alle strenge skjælver i ham. Pludselig, midt i en samtale, i en restaurants larm, har han skabt et digt. Han er riddertidens vandrende sanger omplantet i det moderne liv. Hans hjertes dame er Edith, den merkeligste chansonette, der nogensinde har besteget bredderne, en digters skinnende drøm. Det allermerkeligste er, at Edith, saa lys, så faur og fin som nogen jomfru er det i folkeviserne, er sand tillige, et levende menneske.
Man kan kalde „Forskrevet“ de lyse nætters bog. Ingen har nået Drachmann som juninætternes maler. Man erindre kun den nat, da Ulf og Skyggen er ude at kjøre, og de henter Gerhard, og de henter Edith og hendes veninde og
— 35 —
