Holger Drachmann i „Forskrevet”.
Der er et digt af Drachmann, et af hans skjønneste, ved Boganis’ død, så karakteristisk for ham selv, at det kunde stå som motto for hans digtning.
Det heder i dette digt, af 28de marts 1895, om den afdøde jægersmand, som selv var en af de merkeligste lyrikere, Danmark har eiet:
»Saa drømmende står den med knoppen i brudd,
skoven, som venter på vår
og nynner sit susende: Aa herregud,
hvornår kommer tegnet — hvornår?
Her står jeg og længes, her står jeg og gror,
og midlertid klædes den grønnende jord
under grenenes gråbrune telt —
men hvor er Boganis, som gik her ifjor,
da den første sneppe blev mældt?
Den drømmende sværmer, med digtet i brudd,
som aldrig blev helt til et blad!
den rigt-fødte junker, som — ak herregud,
aldrig blev rigtigen glad!
