SVINGNINGER OG STEMNINGER
skabt en moderne kjærligheds epos af streng antik skjønhed. Der rager han høit frem Danmarks merkeligste stilkunsteer siden J. P. Jacobsens dage, Johannes V. Jensen, jydernes første mand. Der ser vi ved hans side de unge jyder, den sidstkomne gruppe i den danske realisme, som repræsenterer den alvorligste hjemvenden til det nationale, vi kan iagttage, siden Georg Brandes førte danskerne ud i Europa, bort fra deres syge minder. Nu har de fået modet tilbage, og med en ganske anden selverkjendelse og sikkerhed end i romantikens dage kan de gjøre regnskabet op med sig selv. Jyderne har i den sidste tid stillet sig i bevidst modsætning til den kosmopolitiske kjøbenhavner. De vil have „landluft“ ind i litteraturen, de reagerer mod den digtning, hvis „mandstype er grubleren, der om natten tungsindig og åndfuldt grubler, der længes uden at eie længslens drivende energi.“ Deres devise er „mod, kraft og ungdom“. De håber, at „der fra den jyske digtning, som endnu kun er i sin begyndelse, skal gå et friskt pust ud over det hele land.“
— Denne individuelt mangfoldige digtning har havt den lykke at kunne støtte sig til en kritik, som vistnok står højere end i noget af Europas øvrige lande, Frankrige undtagen. Georg Brandes er fremdeles den centrale skikkelse. Men ved siden af ham er der dukket op ikke få yngre kritikere af rang, hvoriblandt man vel fortrinsvis fæster sig ved Valdemar Vedel, Vilhelm Andersen og Poul Levin. Det har sin interesse et øjeblik at sammenstille de to første navne, der repræsenterer to sterkt forskjellige retninger inden kritiken og dog mødes i sin fornemme alsidighed og fordomsfrihed. Disse
— 28 —
