SVINGNINGER OG STEMNINGER
inder, som tumlede med problemerne, og problemet par excellence var naturligvis kvindesagen, kvindens sociale stilling, samfundets uret mod kvinden. I Norge fik tendensdigtningen sin mest ukunstneriske form i sedelighedsstriden, hvor Bjørnson gik beklagelig i forveien med „En hanske“. I Danmark tog forfatterne gjennemgående lidt forsigtigere på problemerne, men også her virkede den aktuelle hensigt nu og da forstyrrende. Selv hos en forfatter som Edvard Brandes, der har en så ærlig og nøgtern virkelighedssans, kunde man imellem merke, at han havde et sideblik til den sociale nytte, at der ikke bare skulde forklares, men ogsaa belæres.
Her var det, at der omkring 1890 forekom et virkeligt omslag. Ved den tid blir tendensdigtningen, som i sin oprindelse kun var et forsøg på at overføre den franske sociale roman til Norden, at gi en skildring af vore sociale forhold, med et aktuelt problem som rygrad, men som siden tog så ukunstneriske afveie, — lykkelig skrinlagt.
I Sverige vender i løbet af nogle få år den ene efter den anden af litteraturens betydeligste mænd, Heidenstam, Levertin, Ola Hansson, sig energisk mod tendensdigtningen. Det er sandsynligt, at deres ord også har været medvirkende til at bestemme de unge norske forfatteres holdning. Så dårlig den åndelige samfærdsel mellem „broderlandene“ havde været, kan man fra ottiårene merke, at forbindelsen blir livligere, og det er utvivlsomt, at just de nævnte svenske forfattere — og naturligvis ikke mindre Strindberg — har øvet en ganske betydelig indflydelse på unge nordmænd. I Danmark, hvor tendensdigt-
— 26 —
