SVINGNINGER OG STEMNINGER
som om hans erfaringer gjennem årenes løb har berøvet ham adskilligt af hans oprindelige tillid til demokratiet. Uden at der på noget sted kan påvises noget brud i hans anskuelser, vil man, ved at sammenligne hans tidligere og hans senere arbejder, føle, at der her er en ikke ringe forskjel. Hos ingen har Nietzches arbeider mødt en mere åben sympati end just hos Georg Brandes. Og ligesom han, Stuart Mills og Lassalles fint forstående kritiker, var blandt de første, der gjorde Norden bekjendt med den store tyske digter-filosofs aristokratiske radikalisme, således har han på skjønlitteraturens område med den samme glæde og varme, hvormed han engang skildrede den franske realismes stormænd, Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, for sit nordiske publikum, senere forklaret kunstnere af helt nye retninger, Maeterlinck f. eks.
Ligeoverfor denne alsidighed er det helt mislykket at ville gjøre Georg Brandes til partimand. På ét område virker han måske relativt streng og umedgjørlig. Hans frisind på det religiøse felt er af så lidenskabelig natur, at ethvert tilløb til kirkelighed, til religiøst påtryk vækker hans varmeste uvilje. Og den lette religiøse sentimentalitet, der har smittet endel af nittiårenes novellelitteratur, er ham heller ikke synderlig smagelig.
Jeg har sagt, at den litterære krise omkring 1890 væsentlig havde det gode resultut, at den bevirkede en større frihed i formen, en dristigere udfoldelse af digternes personlighed, deres særegne evne. Forøvrigt blev der, som Nordensvan spåede, ingen mere afgjørende frontforandring. Det er dog ikke helt rigtigt: på ét punkt, og et ikke uvæsentligt, foregik der virkelig en frontforandring.
— 24 —
