I DANSK LITTERATUR 1870—1904
med Oscar Levertin „Pepitas Bröllop“. Hvor meget der i det enkelte kan være urigtigt i Heidenstams kritik og navnlig i de paralleller, han drager mellem fransk og nordisk realisme, er den meget karakteristisk for den træthed, som den realistiske digtnings objektive detajlskildring havde efterladt i sindene. Den fik svar i Thor Hedbergs lille skrift „Glådje“, hvor digteren betonede, at der endnu var så liden grund for den livsglæde, Heidenstam søgte at fremmane i digtningen, og at denne glæde alene kunde bli en frugt af det arbeide, der endnu var så lidet fremskredet. Georg Nordensvan har på væsentlige punkter truffet det rette i et brev til „Finsk Tidsskrift“, hvor han omtaler denne feide: „Heidenstams opsats har her gjort megen væsen af sig. Af høires kritikere har nogle skyndt sig at række ham hånden, fordi han udtaler sig mod gråmalingen i kunsten, og fordi han spår naturalismen undergang, ganske som om nogen havde troet, at den digtform var udødelig eller den absolut rette, og så lukker de øinene for hans radikalisme, hans beundring for Zola og hans flere steder betonede venskab for den hadede og frygtede Strindberg. I det store og hele er der slet ikke noget nyt i Heidenstams programartede og vel fordringsfulde brochure. Han vil — han som andre —, at forfatteren skal stræbe mod selvstændighed, og at landets litteratur ligeledes skal søge at bevare sit nationale lynne og vogte sig for at bygge på forbilleder fra udlandet. At vi er glade, er nok ønskeligt, og det er i alle tilfælde morsommere at le end at gråte; men selv om en og anden af de forfattere, som følger modens krav, nu kommer til at gjøre en frontforandring, tror jeg ikke,
— 21 —
