SVINGNINGER OG STEMNINGER
gjør sin stemning gjældende hos forfattere, der mindst af alt vilde gå publikum tilhånde.
Mod slutningen af ottiårene ser vi da også, at der både i Danmark og Sverige klages sterkt over realismens „gråhed“. Der kaldes høit paa livsglæden. Man er træt af hverdagslivet og de sørgmodige farver. Det er denne stemning, som yttrer sig så sterkt hos Holger Drachmann, at han endog må foranstalte etslags løssigelse fra sine gamle kampfæller. Han synes næsten at ville si, at det er dem, der tidligere har formørket solen for ham. Og nu vil han glæde sig ved den blå himmel. Det er hos os, nogle år efter, den samme polemiske livsglæde, der udtrykkes i Vilhelm Krags „Ouverture“:
„Verden er grå — nej verden er deilig.“
I Sverige var det Verner v. Heidenstam, der først og fremst blev den nye stemnings tolk. Han debuterede 1888 med „Vallfart och vandringsår“ og anslog allerede her en ny tone, af trodsig livslyst, af skjønhedslængsel, af entusiasme for antiken. Og dog bankede der en nervøs uro under ordene, det moderne livs tærende uro. Den stolte idealist var merket af sin tid. Heidenstam har bestemtere og fyldigere end nogen danske eller nordmand givet udtryk for de tanker og følelser, der ligger under det litterære omslag i slutningen af ottiårene. Bortset fra, at han forsøger at hævde en væsentlig uoverensstemmelse mellem realismens ideer og det svenske folkelynne, kan hans ord passe også for de samtidige rørelser i Danmark og Norge. Grundtanken for „Vallfart och vandringsår“ udførte han videre i brochuren „Renässans“ og i det lille stykke, han udgav sammen
— 20 —
