I DANSK LITTERATUR 1870—1904
om hvert nyt verk, der duede. Ja, de verker, der duede mindre, blev ofte modtagne med venlig overbærenhed. Der var en lykkelig ungdomsfølelse over den hele skare. Den magtfølelse, som griber de unge, når de merker, hvorledes det vokser, deres fond af viden, af forståelse, af erkjendelse, eller hvorledes deres kunstneriske skaben vinder nye seire, eller hvorledes deres sociale arbeide bærer frugt. Under alt dette var selve de emner, de behandlede, ofte alt andet end lyse. De skrev med arbeidets glæde om sørgelige ting. De skildrede nutidslivets konflikter, indre modsigelser og lidelser i dystre farver. Der var sorg og mistro og hverdag i deres bøger, mens der var fest i deres sind. Den fest, arbeidet gir, kunstnerens fest. Hertil kom, at mange af dem var optimister: de troede på en social forbedring, ja, deres bøger var ofte indlæg i den sociale strid, de havde et mål udenfor det kunstneriske, og dette mål føltes ikke sjelden som i det egentlige.
Lidt efter lidt stilnede kampiveren af, begeistringen tabte sin glans. Den sociale bedring udeblev. Den store borgerlige klump lod sig ikke saa let sprænge. Digterne begyndte selv at tvile. Men da først følte de selv rigtig, hvor deres emner var grå og sørgmodige. Deres læsere havde | længe følt det; også mange af dem, der havde havt den kunstsans, at de kunde glæde sig ved de mørke skildringer for deres digteriske værd, var begyndt at gå trætte. Forfatterne og publikum fører hver sit stemningsliv, men der øves uvilkårlig en gjensidig indflydelse. Forfatternes kunstneriske magt kan tvinge publikum, men det hænder ogsaa, at publikum lidt efter lidt, ubevidst,
— 19 —
