I DANSK LITTERATUR 1870—1904
havde Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, den moderne romans mestere, gjennemført denne grundtanke i sine verker. Og de havde fæstet opmerksomheden ved det fysiologiske, Goncourt sterkere end Flaubert, Zola atter sterkere. Med Zola havde den psyko-fysiologiske videnskabs ånd gjennemtrængt nutidsromanen. I klassisk klarhed fremtrådte denne moderne naturalisme hos en af de yngre, hos Guy de Maupassant. Han afslutter udviklingen. Hans digtnings sjæl er hedensk. I sin form forlader han det udstykkede detajlstudium og de mange farvenuanser. Hans kunst er episk.
Mod realismens sandhedskrav havde der imidlertid reist sig en opposition, som i nye former former varierede gamle romantiske tanker. Indvendingerne samlede sig væsentlig i to retninger. Nogle benegtede, at den psyko-fysiologiske betragtning af mennesket overhovedet indebar sandheden, idetmindste ikke den fulde sandhed. De kræfter, der bestemte et menneskes skjebne, var overhovedet skjulte for menneskets blik. Forholdet mellem sanserne og det sjælelige var høist uklart. Der var en hel verden i mennesket, som ikke lod sig bestemme eller forklare ud fra fysiologiske fænomener. Just den skarpe analyse, der var et særkjende for realismen, førte til en tvil, der virkede opløsende for selve den realistiske kunst. En ny skare digtere fordybede sig i de sjælelige hemmeligheder, hvor den fysiologiske videnskab stod magtesløs, i menneskets sjælelige underbund, sjælens dunkle natside.
Saa var der endel andre, som angreb realismen fra en modsat kant. De mente, at det kunde være ligegyldigt, om realismen indebar sandheden, om den svarede til virkeligheden. I digtningen skulde
— 15 —
