I DANSK LITTERATUR 1870—1904
risk eier han en uomtvistelig koloristisk evne og en stor psykologisk følsomhed. Han er artist, men med sentimentalt anlæg, det objektive i den moderne realisme er aldrig gået ham helt i blodet. Han føler heftig med sine personer, og han lader dette skinne igjennem. Virkeligheden spiller på hans nerver, og det er denne musik, der klinger igjen i hans kunst.
Efter Herman Bang kom der flere yngre, som hver især viste talent: Peter Nansen, Johannes Jørgensen, Gustav Esmann. Alle fulgte de til en begyndelse „det moderne gjennembruds mænd“. I sin lille novelle „Gammel gæld“ udviklede Gustav Esmann med kræsen stilkunst en behersket og fornem sentimentalitet, en livstræthed, der søger hvilen med skjøn og overlegen ro, i „En fremmed“ berettede Johannes Jørgensen om den unge, der higer livsbegjærlig mod den store by og dens glæder, mod alt det hemmelighedsfulde og nye, og vender tilbage, såret tilblods, skræmt og fuld af skuffelse; i mere muntre og mandige ord gjør Peter Nansen opmerksom paa livets og lykkens mangefarvede blændverk. Men stemningen hos de unge er ved ottiårenes slutning gjennemgående ironisk eller bedrøvet, tvilende og blaseret; den indtrængende analyse, den skånselløse reflektion har brudt deres livsmod.
Saa kommer der i nittiårene en ny strømning, der har andre kilder end dem, hvoraf det moderne gjennembruds mænd øste.
II.
I enhver åndelig fornyelse, et gjennembrud som det, der finder sted i Danmark i syttiårene,
— 13 —
