SVINGNINGER OG STEMNINGER
gere betydning, og det turde være et spørgsmaal, om ikke hans avisartikler, hans fordomsfri og kloge kritiker, veier næsten lige saa meget som hans digteriske produktion.
Den anden, Edvard Brandes, har derimod udfoldet en betydelig virksomhed. Dommen om hans digteriske evne har faldt forskjellig. Sikkert er det, at det fond af viden, af erfaring, af menneskekundskab, der er nedlagt i hans bøger, er særdeles vægtigt. For mig står han, med sin klare, kjølige stil, der ofte griber så fast om gjenstanden, sin rolige og bitre skepsis, sin dybe interesse for det menneskeliv, der på samme tid sårer og tiltrækker ham, sin smidige og mangeartede evne, der fører ham snart mod politiken, snart mod digtningen, — særlig den dramatiske, — snart mod den kunstneriske kritik, som en af de mere interessante litterære typer fra det moderne liv, en type, som ikke har noget sterkt dansk særpræg, men som er meget karakteristisk for det kosmopolitisk danske, for den alsidig udviklede europæer, der gjør sig sterkt gjældende just i det moderne danske åndsliv.
Inden den slegt, som i ottiårene følger de veie, Georg Brandes havde optrukket, fæster opmerksomheden sig efter de nævnte først og fremst ved Herman Bang. Han hørte til de lidt yngre, han havde været elev hos gjennembruddets mænd, særlig hos J. P. Jacobsen. Det blev ham, fremfor nogen anden, der i den nye kunst fremhævede det impressionistiske element, hos ham går digtningen et skridt videre henimod malerkunsten, han lader sine personer springe frem som af et lærred, et lærred med brogede, undertiden skrigende farver. Sensibel, nervøs, undertiden hyste-
— 12 —
