JOHAN SKJOLDBORG
eller handling er særlig frygtsomme. De, som seirer i væddestriden, fortsætter ruten ind i pigernes sovestue, hvor nattens hvile falder på, mens „det knirker og knager og puster og pusler“ rundt om i mørket.“
Undertiden farer der en pludselig uro i den besætning af mennesker, som er indstuvet på Gyldholm, — helst når der er drukket endel, — og det hænder, at mændene, røde og varme, hidsede af sine egne eder, i en fælles trang til at slå noget istykker, dingler ud i gården, og at der udenfor forvalterens trappe med én gang reiser sig „skrål og skrig af mørket og tausheden, ikke ord, men bare lyd.“ Og dog — så snart forvalterens svære skikkelse viser sig i døråbningen, blir det stille, og „hurtige skridt svinde bort nede i gårdspladsens mørke.“
Der er endnu ingen fare for den gyldholmske orden. Som et symbol på den ukrænkelige rangforordning sidder „Laust“, den gamle grå kat, på fodervognen, hædret og hilset af gårdens folk, øverste over Gyldholms hær af katte.
På Gyldholm udspilles både dette og hint drama. Man er vel forberedt på lidt af hvert der på gården, således som forholdene nu engang arter sig, men det forbavser dog de fleste, når Stine Kold, der har holdt sig bedre end mængden, stram og streng, blir dødssyg af fosterfordrivelse, og det gir en sær uhygge, når den stakkars fjollede Ras Buus af skinsyg forgabelse i Sofie, Per Holts pige, mister den sidste rest af sin dyreforstand og forsøger at dræbe hende.
Fra selve Gyldholm gård fører digteren os ud blandt de husmænd, der har giftet sig og hos forvalteren opnået kontrakt om egen hytte. Lysest
— 212 —
