JOHAN SKJOLDBORG
holm, som er til for dem, ikke bare for kammerherren. Og hos en og anden af dem, som f. eks. Per Holt, der er djervere end de andre og kanske vakt ved en stor sindsbevægelse, får de uklare tanker bestemtere form og sætter frugt i handling.
Skjoldborgs bog er præget af en moden kunstner. Livet på Gyldholm glider forbi os i en række kraftige billeder. Vi ser udfarten i den grå morgen, arbeidet på markerne, de fjorten plogspand, „der kryber frem og tilbage i det muldede ler som kjæmpemæssige biller“, det tause, trætte tog, der tilsidst i mørkningen sluges af gabet mellem de to gavle, hvoraf det oprindelig var dukket frem. Vi hører karlene, der får sig en kvældsprat i den høie halvlyse hestestald, afbrudt af ladefogden, deres vrantne overmand, som atter oppebærer *sine grovheder af *sin overmand, overforvalteren. Uveiret går ved en sådan leilighed altid ovenfra nedad, også Anders Staldkarl har sine underordnede, det er tilsidst hestene, der må undgjælde. Vi føres ind i Gyldholms folkestue. Den ligger i kjælderbunden af et to-etages „Chatol“, hvor der findes „værelser, kamre og bure for overforvalteren, ladefogden, lærlinger, husbestyrerinder, meiersker, stuepige, — spindestuen, fælles sovestue for meieripiger — spisestue for lærlinger, spisestue for håndværkere …. hele den gyldholmske stat, en stat, hvor rangforordningen gjennemføres helt ned til svinedrengen.“ I folkestuen er der en drøj atmosfære, af mad og sved, af råt vid og ru erotik. Men erotikens egentlige spilleplads er dog spindestuen, hvor karlene efter måltidet pleier at gjøre pigerne deres opvartning i former, som hverken til ord
— 211 —
