JOHAN SKJOLDBORG
kerne skue hen over sine agre, „der bølgede bag grønne hegn, det lille kongerige, han havde erobret fra den grå klit.” Det er hans livs stolthed, hans livs poesi.
— — I „Kragehuset“ er det to slegter, to typer af den jydske klitboer, som mødes. Der er Anders, slideren af den gamle skole, som går op i sin økonomiske kamp og har nok med, at han endelig kan få en hvilestund på sine gamle dage, og der er hans svigersøn Jørgen, som på højskolen har fået „åndelige“ interesser, holder aviser, er politisk interesseret og vil gjøre klitboerne forståeligt, at de også har opfordring til at deltage i det liv, der rører sig i en større verden udenfor deres. Jørgen arbeider samtidig for praktiske reformer i deres engere kreds, og trods megen modstand seirer han tilsidst på alle hold. Skjoldborgs tro til fremskridtet synes at være grundfæstet. „Kragehuset“ er af større kulturhistorisk end digterisk værd. Man interesserer sig mere for de forhold, forfatteren her klart og energisk gjør en bekjendt med, end for de personer, han har valgt som de to leieres repræsentanter.
— Af novellesamlingen „Almue“ har navnlig „Ole i Krogen“ (der virker endnu kraftigere i den dramatiske form) partier af betydelig poetisk skjønhed. Det er raske billeder fra jydsk folkeliv, forfatteren her har oprullet, de fleste af mere skissemæssig art.
— Johan Skjoldborgs afgjørende kunstneriske bedrift hidtil er imidlertid „Gyldholm“. Det er
— 209 —
