JOHAN SKJOLDBORG
gengang. Der er to store forsøg, som Søren Brande sætter sin vilje ind på. Det ene er at gi jorddyrkningen ly ved at beplante klitten. Det ser længe så håbløst ud, at han er nær ved at opgi det, presset af kreditorer og venner, der finder, at han spilder sin tid. Og da arbeidet endelig begynder at frugte, kommer han i ny strid, fordi hans træplantninger ikke stemmer med kreatureiernes interesser og gammel lovløs skik. Tilsidst vinder han også her: Søren Branders eksempel følges. Den anden vigtige sag, der ligger ham på hjerte, er at skaffe grændens børn en skole, så at de ikke behøver at vove helse og liv i vinterstormen, når de skal søge skolen, der ligger over en mil borte. Også her når Søren sit mål.
Til trods for den tydelige hensigt, som digteren trohjertig åbenbarer, læser man den lille fortælling med glæde. Der er en menneskelig varme i skildringen af Søren Branders kamp, som udelukker ethvert ubehag ved at bli belært. Og skjønt man hele tiden ved, hvor forfatteren stiler sin gang, er der intet tilgjort eller unaturligt ved hans personer. Den glæde, Skjoldborg har ved den jydske natur, er af en eiendommelig dobbelt karekter. Han elsker det åbne vide land, de grå klitter og de tunge lyngbakker, naturen i dens oprindelige vildhed. Men samtidig elsker han sporene efter den menneskelige hånd, de grønne pletter bag plantningerne — alt hvad der er erobret fra den vilde natur — disse pletter har også sin skjønhed, og han, der ved, hvad de har kostet, blir rørt ved synet.
Det er vakkert, og ærlig følt, når han tilsidst lader sin gamle stridsmand på dødsleiet i tan-
— 208 —
