SVINGNINGER OG STEMNINGER
skeligt at forstå, at denne mand vandt alle. Den tykke joviale faun-lignende herre med de små skøieragtige øine blev i samme grad søgt og feiret af ældre mænd og unge piger. Hans små anekdoter, som altid var pudsige, undertiden virkelig vittige, indeholdt gjerne en grov liden point, ikke sjelden saa grov, at den gik den selskabelige anstand en høi gang. Men når det var Schandorph, så kunde ingen ha noget at si. Det var selvsagt, at han kunde tillade sig alt. Hans gode, runde humør fik altid latteren med. Hans nærværelse bragte uvilkårlig glæde.
De samme egenskaber, hans personlighed i så rigt mon besad, gjenkjender vi også i hans digtning. Det er dem, der gjør, at selv hans svagere arbeider altid vil læses med fornøjelse. En varm menneskelig medfølelse og et djervt lune er hos Schandorph inderlig forbundne. „Latter og tårer kjæmped i hans sange“, siger Jeppe Aakjær i sit mindedigt ved hans båre. Hans varme er uden sentimentalitet, hans frisind er ægte og uforfalsket, hans humor fuldt af menneskekjærlighed. Det heder i samme digt:
Han var vor digtnings djerve fløitespiller.
Fløiten var Pans.
Trindt mellem bøgens midjeslanke piller
bød han til dans.
Junker og pranger, — kammerråden, bonden
— alle var tvungne af hans latters magt,
måtte trampe grunden
pent til hans takt.
Ved Siden af J. P. Jacobsen og Schandorph rager Drachmanns høie skikkelse op, den danske litteraturs største lyriker, den evigunge sanger,
— 10 —
