JEPPE AAKJÆR
Men vor arm blev stærk, vor hånd blev hærdet
ved at gribe om maskinens stål;
og vort øie spejder uforfærdet
mod et stort og gyldent fremtidsmål.”
I hans studentersang er det den revolutionære russiske student, han især tænker på.
„Hvem tændte på Ruslands sortmuldede grund
hin dagningens sitrende skær,
der vakte Europa og skræmte en stund
fordummelsens pansrede hær?
Hvem talte om ret under tængernes kneb
og lagde petarderne an
trods bødlen og knutten og galgernes reb:
studenten, den nærsynte mand.“
— — Atter og atter vender han tilbage til den jydske natur. Det er den, der begeistrer ham i hans sang til fjandboerne, i digtet „ved Karup å“, i digtet „Hedelandet“.
„— blev stedet end af verden glemt,
så er det land dog vort;
thi på dets brune tuer
sad vi som børn og sang.“
Foruden „Jydsk stævne“ har Aakjær ifjor høst udgit en anden antologi, „Fræ vor hjemmen, vers og prosa i jydsk mundart,“ en række frembringelser i jydsk mundart fra fordums tid og til
nu: en afdeling kuriøse brudstykker, sandsynlig-
— 203 —
