„Først sad han med Grundtvig i kærren hos Thor,
og gråulven tuded, mens bukkene fo’r;
så drog han med Darwin paa høifjældsfærd,
så verdener stige bag solbrandsskær.”
Vakkert er også digtet ved Hørups jordefærd.
„Hørups manddomstanker
— høst af bedste tægt —
blev som redningsplanker
for en kæntret slægt.
Dumt at tro, han skæmted,
blot fordi han lo;
alvor stod bag spøgen
med sin bondetro.
Snart de høie bøge
grønnes om hans gård,
der hvor brune høge
ned fra luften slår.
Han var høgens frænde,
frihed var hans krav;
Sjælland var hans vugge
— — nu er det hans grav.”
Aakjærs sange har ellers, almindelig talt, gjerne til emne, enten den frihed, der er hans store mandige lidenskab, eller hans kjærlighed til fædrenejorden, hans første og sidste kjærlighed, — til Jylland.
Han føler varmt med arbeiderne. I hans arbeidersang heder det:
»Disse lange, lysforladte gader
overskygged” vore barndomsår;
disse kolde huses numerrader
kasted aldrig blomster i vor vår.
