JEPPE AAKJÆR
Schandorphs båre, et af de stolteste mindedigte, der er faldt i en mands lod.
»Sådan som han der fødes ikke mange
mer på vor kyst,
latter og tårer kæmped i hans sange
som i hans bryst;
tidt med de bedste stredes han om ringen,
førte blandt brødre viddets marskalstav,
og hans pile ingen
sårfeber gav.
Der, hvor en krans af brede grønne agre
favne en by,
knirked hans vugge bagom lave, fagre
tegltages ly.
Sådan som rugen duver dér mod aften,
så vi den duve langsomt i hans digt,
bøiet under saften,
vippetungt, rigt.
Han var vor digtnings djerve fløitespiller,
fløjten var Pans;
trindt mellem bøgens midjeslanke piller
bød han til dans.
Junker og pranger — kammerråden, bonden
— alle var tvungne af hans latters magt,
måtte trampe grunden
pent til hans takt.
Bedst dog at se ham i en venneskare,
bred i sin stol,
da blev hans latter høj som en fanfare,
øjet som sol:
— 200 —
